Ikke sandt? En sommerberetning om et besøg hos en 97-årig ven.

Ikke sandt? En sommerberetning om et besøg hos en 97-årig ven.          

Jeg havde et ærinde inde i København for nylig og benyttede anledningen til at cykle hen til en adresse på Frederiksberg tæt ved Søerne i indre København, i den hensigt at besøge en god gammel ven, som er hele 97 år gammel. Det var ikke nøje planlagt og jeg dristede mig til at ringe på uanmeldt. Der gik ikke lang tid efter jeg havde trykket på dørtelefonen før buzzeren lød i mine øren samtidig med en velkendt stemme, som sagde “Velkommen”. 

Det var dejligt at se min gamle trofaste ven - som jeg har besøgt alt for lidt - stå i døren og igen at kunne træde indenfor i hans lejlighed.

Hans kone døde for mere end ti år siden og han har boet alene siden. Dog på nær nogle ganske få logerende, som fra tid til anden har boet periodevist hos ham. Disse logerende har i øvrigt aldrig har betalt ham nogen form for husleje (så vidt jeg forstår) for den slags indtægter skal opgives til kommunen, som så skal trække fra pensionen - eller boligstøtte. Og det er jo alt for besværligt.

P.T. har han igen en logerende boende, som han dog ikke ser særligt meget til i det daglige, eftersom denne er travlt beskæftiget med sit uddannelsesforløb ved politiet og benytter lejligheden til at vende snuden hjemover mod kone og børn i Jylland så snart lejligheden byder sig.

Min gamle ven og jeg havde en rigtig god samtale om forskellige emner, vi sluttede af med en kort bøn. Alderen og det, der følger med, kan han ikke helt undslippe, men han klarer det meste selv og er åndsfrisk, nærværende og husker mange ting. Hver søndag morgen står han op og går stadig til Gudstjeneste i den kirke, som han været medlem i i mange år, i betragtning af hans alder kan man vist godt sige at han er ”still going strong”.

 

Min ven får dagligt leveret en bakke med middagsmad af kommunens ældrepleje. Der kommer et bud til ham sidst på formiddagen og afleverer en mindre pakke med et middagsmåltid, som leveres i en lille plastik bakke overtrukket med noget folie - standard måltidet fra kommunens Madservice, formoder jeg. Jeg spurgte om han får mad leveret på denne måde hver dag. Han svarede at madbudet kommer og afleverer måltidet, hvis “ikke han får besked på at jeg ikke er hjemme”. Jeg sagde, at der “benyttede du en såkaldt dobbelt negation i din sætning”. “Ja, når jeg har lærde på besøg lærer jeg nye ting”, replicerede han rapt med et glimt i øjet. Han er bogbinder af fag, en praktisk mand, ikke teoretiker eller filosofisk anlagt. Han binder af og til stadig bøger ind for venner og bekendte, så meget han ellers formår, men i de senere år har alderen dog for alvor indhentet ham på netop det område, hvorfor det er meget vanskeligt ham for at gennemføre en bogbinding. Den slags er jo præcisionsarbejde. Samtalen med den gamle bogbinder om middagsmåltidet fra Kommunens Madservice inspirerede mig til den følgende korte fiktive dialog.

En dag har kommunens madbud afleveret en bakke med et middagsmåltid til min gamle ven selvom han ikke var hjemme. Da buddet kommer tilbage til sin arbejdsplads mødes han af chefen, som siger: “Har jeg ikke sagt til dig, at du ikke skal aflevere maden når han ikke er hjemme?” Madbuddet svarer: “Nej, du har ikke sagt til mig, at jeg ikke skal aflevere måltidet, når han ikke er hjemme. Derfor afleverede jeg maden til ham i dag, og jeg vidste ikke, at han ikke var hjemme”. Men lederen insisterer: “Det er ikke rigtigt, at jeg ikke har sagt til dig, at du ikke skal aflevere når han ikke er hjemme. Det sagde jeg i sidste uge. Ikke sandt?” Madbuddet: “Nu ved jeg snart ikke, hvad jeg skal mene eller hvad jeg ikke skal mene, jeg erindrer altså ikke, at du sagde til mig, at jeg ikke skulle aflevere når han ikke er hjemme, og hvis jeg ikke får klar besked på hvad jeg skal gøre eller hvad jeg ikke skal gøre så kan du vel ikke forvente at jeg ikke gør det, jeg ikke skal gøre - ikke sandt?

Skrevet af Heine Strømdahl.

Gentofte, 02-08-2017.

 I PDF online:

https://1drv.ms/b/s!AofyFTQB6GtnhiXdJ6bwvivbmzEp