Tale af Præsident Ronald Reagan den 12. juni 1987 ved Brandenburger Tor i det daværende Vestberlin
2. juli : Nu korrigeret og færdigredigeret, pånær billedmateriale:
kan læses (bedre) i Google docs:
Mange tak.
Kansler Kohl, Borgmester Diepgen, mine damer og herrer: For 24 år siden besøgte Præsident Kennedy Berlin og talte ved Rådhuset til befolkningen i denne by og til verden. Nå, men siden da er to andre Præsidenter, hver til sin tid, kommet til Berlin. Og idag gør jeg selv mit andet besøg til jeres by.
Vi kommer til Berlin, vi Amerikanske Præsidenter, fordi det er vores pligt at tale på dette sted, hvor frihed råder. Men jeg må bekende, at vi drages også hertil af andre ting: af følelsen af historie i denne by, som er mere end 500 år ældre end vores egen nation; af skønheden i Grunewald (A) og Tiergarten; men mest af alt af jeres mod og beslutsomhed. Måske forstod komponisten Paul Lincke noget om amerikanske Præsidenter. Ser du, lige som mange andre Præsidenter, der var her før mig, så kommer jeg her idag, fordi hvor jeg end rejser hen og hvad jeg end tager mig for: Ich hab noch einen Koffer in Berlin. (Jeg har stadig en kuffert i Berlin)
Vores samling her idag bliver transmitteret overalt i Vest-Europa og Nord-Amerika. Jeg forstår at den ligeledes bliver set og hørt i Øst-Europa. Til de som lytter rundt omkring i Øst-Europa har jeg en særlig hilsen: Selvom jeg ikke kan være sammen med jer, addresserer jeg mine bemærkninger lige så meget til jer, som til dem, der står her foran mig. For jeg forener mig med jer, ligesom jeg forener mig med jeres landsmænd i vest, i denne faste, denne uforanderlige overbevisning: Es gibt nur ein Berlin. (Der er kun et Berlin).
Bag mig står en mur, som omkranser de frie sektioner i denne by, en del af et vidtstrakt system af barrierer som deler hele det Europæiske kontinent. Fra det sydlige Østersøen skærer disse barrierer sig ned igennem Tyskland i et stort gabende sår bestående af pigtråd, beton, indhegnede områder og vagttårne. Længere sydpå er der måske ikke nogen synlig og tydelig mur. Men ikke desto mindre vedbliver der at være bevæbnede vagter og checkpoints – stadigvæk en restriktion på retten til at rejse, stadigvæk et instrument til at påtvinge almindelige mænd og kvinder en totalitær stats vilje. Men det er her i Berlin hvor muren kommer tydeligst til syne; her hvor den skærer sig vej igennem jeres by, og hvor nyhedsbillederne og fjersynsskærmene har indprentet denne brutale deling af et kontinent i verdens bevidsthed. Stående foran porten ved Brandenburg (tysk: Brandenburger Tor) er ethvert menneske en tysker, adskilt fra sine medmennesker. Ethvert menneske er en berliner, tvunget til at se på et ar.
Præsident von Weizsacker har sagt at ”Det tyske spørgsmål er åbent sålænge porten ved Brandenburg er lukket.” Idag siger jeg: Så længe porten er lukket, så længe dette ar af en mur får lov at stå, er det ikke alene det tyske spørgsmål som vedbliver med at være åbent, men spørgsmålet om frihed for hele menneskeheden. Men jeg kommer ikke her for at sørge. For i Berlin finder jeg et budskab om håb, selv i skyggen af denne mur finder jeg et budskab om triumf.
I foråret 1945 kom indbyggerne i Berlin frem fra deres beskyttelsesbunkere og fandt omfattende ødelæggelse. Tusinder af kilometer borte rakte det amerikanske folk ud for at hjælpe. Og i 1947 – som I har hørt – annoncerede George Marshall oprettelsen af det som ville blive kendt som Marshall planen. For 40 år siden i netop denne måned talte han og sagde: ”Vores politik er ikke rettet mod noget land eller nogen doktrin, men imod sult, fattigdom,desperation og kaos.”
I Reichstag (Rigsdagen) for nogle få øjeblikke siden så jeg en udstilling, som fejrer 40-års fødselsdagen for Marshall planen. Jeg blev slået over indskriften på en udbrændt og raseret bygning, som var ved at blive genopbygget. Jeg forstår at berlinere fra min generation kan huske hvordan de så lignende indskrifter plantet rundt omkring overalt i de vestlige sektioner af byen.
Indskriften læses ganske enkelt: ”Marshall planen hjælper her med at styrke den frie verden.” En stærk fri verden i vesten – den drøm blev til virkelighed. Japan rejste sig fra ruinerne og blev en økonomisk gigant. Italien, Frankrig, Belgien – bogstavelig talt hver eneste nation i vest-Europa erfarede en politisk og økonomisk genfødsel; Det Europæiske Fællesskab blev grundlagt (EF – forløberen til det nuværende EU).
I vest-Tyskland og her i Berlin skete der et økonomisk mirakel, det såkaldte ” Wirtschaftswunder” (B). Adenauer, Erhard, Reuter og andre ledere forstod den praktiske betydning og vigtighed ved frihed – ligesom sandhed kun kan blomstre når journalisten har ytringsfrihed, således kan velstand ligeledes kun vokse frem når bonden og forretningsmanden nyder økonomisk frihed. De tyske ledere nedsatte afgifter, udvidede frihandel og sænkede skatter. På blot ti år, fra 1950 til1960, fordobledes levestandarden i Vest-Tyskland og Berlin.
Hvor der for fire årtier siden var ruiner er der idag i Vest-Berlin den største industrielle produktion blandt alle tyske byer – travle kontorbygninger, fine huse og lejligheder, stolte boulevarder og udstrakte græsområder i parker. Hvor en bys kultur lod til at være blevet ødelagt, så er der idag to storslåede universiteter, orkestre og en opera, utallige teatre og museer. Hvor der var mangel er der idag i overflod – mad, tøj og biler – og de vidunderlige varer fra Ku'damm. Fra omfattende ødelæggelse og fuldstændig ruin, har I berlinere, i frihed, genopbygget en by som endnu engang rangerer som en af de prægtigste på jorden. Sovjetrusserne havde muligvis andre planer. Men, mine venner, der var et par ting, som sovjetrusserne ikke havde regnet med –Berliner Herz, Berliner Humor, ja, und Berliner Schnauze. (Berliner hjerte, berliner humor, ja, og berliner Schnauze.) (C)
I 1950’erne forudsagde Khrustjov :”Vi vil begrave jer.” Men idag i vesten, ser vi en fri verden, som har opnået et niveau af velstand og trivsel, som er uden fortilfælde i hele menneskets historie. I den kommunistiske verden ser vi tingene mislykkes, en nedadgående sundhedstilstand, teknologisk tilbageståenhed og enddog mangler på det mest basale niveau – for lidt mad. Selv idag kan Sovjetunionen ikke brødføde sig selv. Foran hele verden står der derfor efter disse fire årtier en tungtvejende og uundgåelig konklusion: Frihed leder til velstand. Frihed erstatter det gamle had mellem nationer med venskabeligt samkvem og fred. Frihed er sejrherren.
Og nu kan det være at sovjetrusserne selv, på en begrænset vis, begynder at forstå vigtigheden ved frihed. Vi hører meget fra Moskva om en ny politik med reformer og åbenhed. Nogle politiske fanger er blevet løsladt. Nogle økonomiske foretagender har fået lov til at operere med større frihed fra statskontrol.
Er dette begyndelsen på dybtgående forandringer i Sovjetrusland? Eller er det en symbolsk gestus med den hensigt at fremkalde falske forhåbninger i vesten, eller for at styrke det sovjetiske system uden at forandre det? Vi byder forandring og åbenhed velkommen; for vi tror at frihed og sikkerhed hører sammen, at fremgangen for menneskelig frihed kun kan styrke verdensfredens sag. Der er et tegn, som sovjetrusserne kan gøre, der ville være umiskendeligt og som på dramatisk vis ville fremme frihedens og fredens sag.
Generalsekretær Gorbachov, hvis De søger fred, hvis De søger velstand for Sovjetunionen og Øst-Europa, hvis De søger liberalisering: Så kom her til denne port! Hr. Gorbachov, åben denne port! Hr. Gorbachov, riv denne mur ned!
Jeg forstår frygten for krig og smerten ved adskillelse som plager dette kontinent – og jeg giver jer tilsagn om mit lands indsats for at hjælpe med til at overvinde disse byrder. Naturligvis skal vi i vesten modstå sovjetisk ekspansion. Så vi må opretholde forsvarsstyrker, der ikke kan besejres. Men vi søger fred; derfor skal vi stræbe efter at reducere våbnene på begge sider.
For 10 år siden begyndte Sovjet at udfordre den vestlige alliance med en alvorlig ny trussel, hundredevis af nye og mere dødbringende SS-20 kernevåbens-missiller, istand til at ramme hver eneste hovedstad i Europa. Den vestlige alliances svarede herpå ved at forpligtige sig til en modforanstaltning i form af en missilopstilling, medmindre Sovjet tilsluttede sig en bedre løsning; nemlig en eliminering af sådanne våben på begge sider. I mange måneder nægtede Sovjet at føre seriøse forhandlinger. Da alliancen så forberedte sig til at gå videre med sin modforanstaltning var det vanskelige dage – dage med protester som dengang jeg besøgte byen i 1982 – og Sovjet gik senere væk fra forhandlingsbordet.
Men igennem det altsammen stod alliancen fast. Og jeg inviterer dem, som protesterede dengang – og dem som protesterer idag – til at bemærke dette faktum: Fordi vi forblev stærke kom Sovjet tilbage til forhandlingsbordet. Og fordi vi forblev stærke har vi idag indenfor rækkevidde muligheden for, ikke blot at begrænse væksten i våben, men for første gang at kunne eliminere en hel klasse af kernevåben fra jordens overflade.
Mens jeg taler mødes ministre fra NATO på Island for at gennemgå fremskridtene med vores forslag til at eliminere disse våben. Ved forhandlingerne i Geneve har vi også forslået vidtgående reduktion i strategiske offensive våben. Og de vestlige allierede har på lignende vis fremlagt vidtrækkende forslag med henblik på at formindske faren for en konventionel krig og vedtage et totalforbud mod kemiske våben.
http://www.reagan.utexas.edu/archives/photographs/gorby.html
Mens vi går videre med denne nedrustning, giver jeg jer tilsagn om, at vi vil opretholde kapaciteten til at afskrække sovjetisk aggression på ethvert niveau hvor den måtte forekomme. Og i samarbejde med mange af vores allierede arbejder De Forende Stater på det strategiske forsvarsinitiativ (SDI) – forskning med henblik på at basere afskrækkelse, ikke på truslen fra offensiv gengældelse; men på forsvarssystemer som virkelig beskytter; på systemer der kort sagt ikke vil angribe befolkningen, men sætte et beskyttende skjold op om dem. Med disse midler søger vi at forøge sikkerheden i Europa og i verden. Men vi må huske på et afgørende faktum: Øst og Vest føler ikke gensidig mistillid fordi vi er bevæbnede, vi er bevæbnede fordi vi føler gensidig mistillid. Og vores forskelligheder handler ikke om våben men om frihed. Da præsident Kennedy talte ved rådhuset for 24 år siden var friheden omringet, Berlin var under belejring. Men idag, til trods for alt det pres, der har været på denne by, står Berlin trygt i dets frihed. Og friheden selv forvandler kloden.
Mens vi går videre med denne nedrustning, giver jeg jer tilsagn om, at vi vil opretholde kapaciteten til at afskrække sovjetisk aggression på ethvert niveau hvor den måtte forekomme. Og i samarbejde med mange af vores allierede arbejder De Forende Stater på det strategiske forsvarsinitiativ (SDI) – forskning med henblik på at basere afskrækkelse, ikke på truslen fra offensiv gengældelse; men på forsvarssystemer som virkelig beskytter; på systemer der kort sagt ikke vil angribe befolkningen, men sætte et beskyttende skjold op om dem. Med disse midler søger vi at forøge sikkerheden i Europa og i verden. Men vi må huske på et afgørende faktum: Øst og Vest føler ikke gensidig mistillid fordi vi er bevæbnede, vi er bevæbnede fordi vi føler gensidig mistillid. Og vores forskelligheder handler ikke om våben men om frihed. Da præsident Kennedy talte ved rådhuset for 24 år siden var friheden omringet, Berlin var under belejring. Men idag, til trods for alt det pres, der har været på denne by, står Berlin trygt i dets frihed. Og friheden selv forvandler kloden.
I Filipinerne og i Syd- og Mellemamerika har demokratiet fået en genfødsel. Overalt i Stillehavslandene (The Pacific) virker frie markeder det ene økonomiske mirakel efter det andet. I de industrialiserede nationer sker der en teknologisk revolution, en revolution kendetegnet ved hastige og dramatiske fremskridt i computere og telekommunikation.
I Europa er der blot en nation samt dem, som den kontrollerer, der nægter at tilslutte sig frihedens fællesskab. Men i denne tidsalder med fordoblet økonomisk vækst, med information og opfindelser, står Sovjetunionen overfor et valg : Det må lave fundamentale forandringer, ellers vil det blive forældet og overflødigt.
Derfor repræsenterer denne dag et øjeblik med håb. Vi i vesten står parat til at samarbejde med Øst-blokken for at fremme ægte åbenhed, nedbryde barrierer der adskiller mennesker, og skabe en sikker fri verden. Og der kan helt sikkert ikke være noget bedre sted at starte end Berlin, mødestedet mellem Øst og Vest. Frie indbyggere i Berlin: På samme måde, som vi har gjort det før i tiden, så bakker De Forenede Stater idag op om en nøje overholdelse af og den fulde gennemførelse af alle dele af firpartsaftalen fra 1971. Lad os bruge denne anledning, byens 750 års fødselsdag, til at indvarsle en ny æra, til at søge et stadigt rigere og mere fyldigt liv for fremtidens Berlin. Lad os sammen bevare og udvikle de bånd der er mellem Forbundsrepublikken Tyskland og vest-Berlin, og som tillades i aftalen fra 1971.
Og jeg inviterer hr. Gorbachov: Lad os arbejde på at bringe de østlige og vestlige dele af byen tættere på hinanden, således at alle indbyggerne i Berlin kan nyde de goder der følger med livet i en af verdens prægtige byer.
For at åbne Berlin yderligere ud mod hele Europa, både Øst og Vest, så lad os udvide den vitale adgang via fly til denne by, og finde veje hvormed vi kan gøre kommerciel lufttransport til Berlin mere mere belejligt, mere komfortabelt og mere økonomisk. Vi ser frem til den dag hvor vest-Berlin kan blive en af de førende knudepunkter for luftfarten i hele central-Europa.
Med vores franske og britiske partnere står De Forenede Stater rede til at hjælpe med at bringe internationale møder til Berlin. Det ville kun være passende for Berlin at tjene som stedet for FN møder, eller verdenskonferencer om menneskerettigheder og våbenkontrol, eller andre emner, der kalder på internationalt samarbejde.
Der er ingen bedre måde at tilvejebringe håb for fremtiden end at oplyse unge sind, og det ville være en ære for os, at sponsere udvekslings-ophold for unge om sommeren, kulturelle begivenheder, og andre programmer for unge Øst-berlinere. Jeg er sikker på at vores franske og britiske venner vil gøre det samme. Og det er mit håb, at der kan findes en myndighed i Øst-Berlin til at sponsere besøg fra unge mennesker fra de vestlige sektorer.
Et sidste forslag, et der ligger nær mit hjerte: Sport repræsenterer en kilde til glæde og dannelse, og I har måske bemærket at Den Koreanske Republik – Sydkorea – har tilbudt at nogle af begivenhederne i De Olympiske Lege i 1988 kan afholdes i Nordkorea. Internationale sports-konkurrencer af alle mulige slags kunne finde sted i begge dele af byen. Og hvilken bedre måde at demonstrere overfor verden denne bys åbenhed, end ved at tilbyde engang i fremtiden at afholde De Olympiske Lege her i Berlin, i Øst og Vest? Som jeg har sagt, har I berlinere i løbet af disse fire årtier bygget en storslået by. I har gjort dette til trods for trusler – det sovjetiske forsøg på at påtvinge Øst-Marken og blokaden. Idag trives byen til trods for de udfordringer, som er implicitte i selve murens tilstedeværelse. Hvad holder jer her? Der er helt sikkert meget der kan siges om jeres tapperhed, jeres trodsige mod. Men jeg tror, at der er noget, som går dybere, noget som involverer hele Berlins udsyn og atmosfære og livsførelse – ikke blot følelser. Ingen kunne leve længe i Berlin uden at blive fuldstændig desillusioneret. Det er noget som har erfaret vanskelighederne ved livet i Berlin men har valgt at acceptere dem, og som fortsætter med at bygge denne gode og stolte by, i kontrast til en omkringliggende totalitær tilstedeværelse, der nægter at frigøre menneskelige energier og forhåbninger. Det er noget, som taler med en magtfuld bekræftende stemme, som siger ja til denne by, ja til fremtiden, ja til frihed. Hvis jeg i et enkelt ord skulle fremsætte det, som holder jer i Berlin, ville jeg sige kærlighed - kærlighed, som både er dyb og vedvarende.
Måske dette når ind til sagens kerne, til den mest fundamentale forskel af alle mellem Øst og Vest. Den totalitære verden frembringer tilbageståenhed fordi den gør sådan en vold mod ånden, den hindrer den menneskelige impuls til at skabe, at nyde, at tilbede. Den totalitære verden opfatter endog symboler på kærlighed og tilbedelse som en krænkelse. For nogle år siden, før Øst-tyskerne begyndte at genopbygge deres kirker, opførte de en verdslig bygningskonstruktion: fjernsyns-tårnet ved Alexander Platz. Praktisk taget lige siden har myndighederne arbejdet på at udbedre det, de ser som tårnets værste fejl, ved at behandle glas-sfæren på toppen med maling og kemikalier af alle mulige slags. Men selv idag, når solen rammer den sfære – den sfære, som tårner op over hele Berlin – danner lyset korsets tegn. Der i Berlin, som i byen selv, kan symboler på kærlighed og symboler på tilbedelse ikke undertrykkes.
Da jeg for et øjeblik siden kiggede ud fra Reichstag ( Rigsdagen), denne legemeliggørelse af Tysk enhed, bemærkede jeg nogle ord, der på primitiv vis var spraymalet på muren, måske af en ung berliner: ”Denne mur vil falde. Tro bliver til virkelighed.” Ja, ned igennem Europa vil denne mur falde. For den kan ikke modstå tro, den kan ikke modstå sandhed. Muren kan ikke modstå frihed.
Og til sidst vil jeg gerne, før jeg slutter, sige endnu et ord. Jeg har læst om, og lige siden jeg ankom her, er jeg blevet spurgt til visse demonstrationer mod mit besøg. Og jeg vil gerne sige blot en enkelt ting til dem som demonstrerer. Jeg spekulerer over om de nogensinde har spurgt sig selv om, at såfremt de fik den regering de tilsyneladende søger, så ville ingen igen være i stand til at gøre det som de gør.
Tak og Gud velsigne jer alle.
Præsident Ronald Reagan – Den 12. juni 1987.
A: Grunewald er både en skov, beliggende på den østlige side af Havel, og et område i bydelen Charlottenburg-Wilmersdorf i Berlin, Tyskland. http://da.wikipedia.org/wiki/Grunewald
B: Wirtschaftswunder, (ty. 'økonomisk mirakel'), slagord for den kolossale økonomiske fremgang, som Vesttyskland oplevede i 1950'erne oven på valutareformen i 1948. Perioden var kendetegnet ved årlige vækstrater på 7-12%. http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Tyskland,_%C3%98strig,_Schweiz_og_Liechtenstein/Den_tyske_Forbundsrepublik_efter_1949/Wirtschaftswunder
C: Berliner Schnauze: Berlinere er stolte af deres dialekt. De har endda givet den et navn: die Berliner Schnauze. Berliner Schnauze er en blanding af humor, kreative udtryk og aggresivitet. Berlinere har mestret deres Schnauze og videregiver dens unikke, komiske egenskaber fra generation til generation. En af hovedegenskaberne ved Berliner Schnauze er den berlinske dialekt.
Oversat til dansk af Heine Strømdahl efter teksten fundet på : http://www.historyplace.com/speeches/reagan-tear-down.htm
Gentofte juni 2011
Talen kan også læses som dokument i Google docs:
"Tear Down This Wall" - Tale af Præsident Ronald Reagan i Berlin 1987
Ingen kommentarer:
Send en kommentar