Min
anbefaling om F-35:
Danmark
skal ikke hænge luftvåbnets hele fremtid op på en gren, som hedder
F-35. Hvis grenen knækker, er der intet luftvåben tilbage.
Kære
Folketingsmedlemmer, Statsminister Lars Løkke Rasmussen,
Udenrigsminister Kristian Jensen, udenrigsordførere og
medlemmer/stedfortrædere af Det Udenrigspolitiske Nævn:
Mette
Gjerskov, Rasmus Nordqvist, Jakob Elleman-Jensen, Peter Skaarup,
Martin Henriksen, Kristian Thulesen Dahl, Marcus Knuth, Helle
Thorning-Schmidt, Søren Espersen, Søren Pind, Morten Østergaard,
Holger K Nielsen, Kristian Pihl Lorentzen, Nikolaj Villumsen, Nick
Hækkerup, Sjúrður Skaale, Naser Khader, Martin Lidegaard, Søren
Pape Poulsen, Henrik Dam Kristensen, Michael Aastrup Jensen, Marie
Krarup, Mogens Jensen, Anders Samuelsen, Kenneth Kristensen Berth,
Mette Bock og Aaja Chemnitz Larsen.
Tak
for Deres hårde arbejde og engagement i landets tjeneste. Det er
værdsat, i hvert fald af denne borger.
Undtagelsesvist
vil jeg tillade mig at skrive til Dem om et emne, der ikke er af
udenrigspolitisk natur i sig selv, og kun fordi der er så
forholdsvist meget på spil. Det handler om indkøbet af Danmarks
kommende nye kampfly. Endskønt
en aftale allerede er indgået (igår) efter et meget stort
forarbejde, præsenterer jeg her min anbefaling til overvejelse inden
en kontrakt underskrives:
Venlig
hilsen
09-06-16
Heine
Strømdahl
Ungdomsskolelærer,
Bachelor i matematik, freelance researcher.
Min
anbefaling om F-35:
Danmark
skal ikke hænge luftvåbnets hele fremtid op på en gren, som hedder
F-35. Hvis grenen knækker, er der intet luftvåben tilbage.
Status
på F-35 våbenprojektet næsten ti år efter flyets første
testflyvning: Stadig plaget af mange komplekse problemer.
Fremtidsudsigter:
Et projekt, for hvilket der ikke kan udstedes nogen form for
garanti, eftersom man aldrig har prøvet noget lignende i
militærhistorien. Et potentielt IC-4 projekt gange med 100.000.
Min
anbefaling:
Danmark skal ikke hænge hele luftvåbnets fremtid op på en gren,
som hedder F-35. Hvis grenen knækker, er der intet luftvåben
tilbage.
Begrundelser
og overvejelser i forbindelse med anbefalingen kan findes i dette
indlæg:
Helt
overbevist og fast i troen – på F-35 projektet.
For
næsten ti år siden fløj F-35, også kaldet Joint Strike Fighter,
for første gang. Der er allerede brugt flere hundrede milliarder
kroner på projektet, i sig selv et enormt beløb. Status viser
imidlertid et våbenprojekt, som nok stiller fantastiske kapaciteter
i udsigt, men som stadig døjer med en større mængde alvorlige fejl
og problemer. Alligevel er der tilsyneladende mange - ”eksperter”
eller ej - som stadig er håbefulde om projektet.
Deres
udtalelser, som efterhånden begynder at ligne mantraer, der gentages
monotont, fremstår ofte ret tyndt begrundede – eller ubegrundede -
men altid vældigt optimistiske: ”Jeg er helt overbevist om, at det
nok skal komme til at virke”. Eller som major Karsten Marrup
citeres for i flere medier for nylig: ”Projektet er for stort til
at fejle. Det skal bare virke... , der er ingen tvivl om, at det nok
skal blive løst”.
Er
disse ”mantraer” udtryk for et vist mål af naivitet, et
forblændet overmod? Eller har de noget at have deres overbevisning
og tro i - udover den ”nøgne” optimisme?
F-35
våbenprojektet er unikt, eftersom det fra begyndelsen var designet
med henblik på at fungere både som ultra-avanceret
overvågningsplatform, luftherredømme-jagerfly og jagerbomber på en
og samme tid, og det endda med en variant, der kan anvendes fra
hangarskibe. Et sådant projekt har man aldrig før bundet an med, og
man kan derfor ikke uden videre drage paralleller til F-16, F-15,
F-22 Raptor eller andre fly, som – trods alt – havde mindre
ambitionsniveauer. F-35 projektet blev fra begyndelsen designet til
at dække alt for store områder og er derfor overambitiøst.
Projektet
anses af kyndige folk mere som en flyvende kæmpecomputer
end
et traditionelt fly, den samlede kompleksitet af software, hardware
og mekaniske elementer er åbenbart så enorm, at man indtil videre
bliver ved med at sidde fast på skinnerne som et andet dødt IC4 tog
- for nu at bruge et billedsprog fra jernbanens verden. It-professor
Kim Normann Andersen siger ifølge ingeniøren: ”Hvis man skal
sammenligne med noget, er det et it-system. I beslutningsprocessen er
det ikke meget anderledes. It-systemer leverer sjældent alt, hvad de
lover, og hvorfor skulle det være anderledes her?” i
En
lektor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet udtaler
endvidere , at det må ”kalde på den yderste agtpågivenhed, så
vi ikke køber noget på forventninger og drømme.” Andre fagfolk
har fremsagt lignende udtalelser af advarende karakter.
Fra
mit synspunkt ser det således ud: Kun
naive sjæle, som har en ubegrænset optimisme og fremtidstro, er
parate til at satse hele butikken på F-35. Et potentielt IC-4
projekt gange med 100.000.
Min
fætter, som i mange år har været flyingeniør ved Airbus, mener,
at F-35 blev udviklet ti år for tidligt med ikke-modne teknologier,
dog ”tror” han stadig ”helt sikkert at flyet bliver fuldt
operationelt indenfor kommende 10 år.” Fra hans perspektiv er den
største risiko faktisk ”projektstyringen, da antallet af
underleverandører er stort”.
I
den forbindelse synes jeg i øvrigt at, det virker ret bekymrende, at
tyrkiske firmaer har fået licens til at producere motordele til F-35
og skal stå for en vigtig del af vedligeholdelsen af motorerne til
F-35.i
Der foregår en blodig og ret underrapporteret krig i Tyrkiet i disse
dage, og med Præsident Erdogan i spidsen er der absolut intet, der
umiddelbart tyder på fredsforhandlinger med kurderne, for ikke at
nævne den bekymrende udvikling for pressefrihed, menneskerettigheder
med mere. Ønsker vi i NATO regi virkelig at risikere at havne i en
situation, hvor NATO-lande kan blive afhængige af Tyrkiet og
Præsident Erdogan?
En
”ekspert” med mangeårig arbejdserfaring i våbenindustrien og en
fortid i forsvaret sagde for nylig til mig i en personlig samtale, at
Danmark ikke risikerer at blive afhængig af Tyrkiet mht. komponenter
til F-35. Jeg lader dog spørgsmålet stå alligevel til
overvejelse, eftersom spørgsmålet om, hvor meget Tyrkiet skal
flettes ind i NATOs våbenproduktion, principielt og strategisk er
meget vigtigt.
I
øvrigt er det ikke altid den med de bedste våben, som vinder.
Som
bekendt var der engang en ung jødisk fårehyrde, der besejrede en
kæmpe med en sten.
09-06-16
Heine
Strømdahl
Ungdomsskolelærer,
Bachelor i matematik, freelance researcher.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar