Prøver
Tyrkiet igen at kvæle livet i Kobane?
Af Fréderike Geerdink. i
8. Maj 2015. Oversat af Heine Strømdahl.
”Vi
kan ikke gøre noget for at stoppe dem i at vende tilbage”, siger
Fayza Abdi til mig, hun er med-præsident i Kobanes lovgivende
forsamling. Vi taler ved en konference om genopbygningen af Kobane
efter YPG, YPJ, Peshmergaer og amerikanske bomber sparkede ISIS i
røven og jog dem ud af kantonen i januar. ”Vi siger til Kobanes
indbyggere, som ønsker at vende hjem, at de skal vente, men hvad kan
vi gøre, hvis de ikke lytter?” Den eneste ting, Kobanes
administration kan gøre, er at bønfalde Tyrkiet om at åbne
toldporten ved grænsen så ikke kun mennesker, men også materialer
kan passere igennem. Men Tyrkiet lytter ikke til Kobanes
bønfaldelser. Hvad dette indebærer, foruroliger mig virkelig.
Billede:
Fréderike
Geerdink.
Ødelæggelse
omkring Frihedspladsen i Kobane, januar 2015.
Hvor
mange af Kobanes indbyggere, som nu er vendt tilbage til den befriede
- men ødelagte - by og de omkringliggende landsbyer, er uklart. Ikke
alle, som vender tilbage, bliver. Nogle vender tilbage til Tyrkiet,
når de ser, at der endnu ikke er en rimelig sandsynlighed for at
leve et normalt liv, eller når de finder deres hus helt ødelagt.
Nogle mennesker kan ”vende tilbage” flere gange igennem
Mürsitpinar grænseporten, idet de rejser frem og tilbage mellem
Tyrkiet og Kobane (og ofte kommer tilbage til Tyrkiet på illegale
måder). Der findes ingen statistik.
Ved
konferencen, der blev afholdt i Diyarbakir, blev der fremlagt
statistikker om Kobanes tilstand. ”Skadesvurderingen” blev
grundigt gennemgået af Diyarbakirs afdeling af Sammenslutningen af
ingeniører og arkitekter (TMMOB). For at tage et par af tallene:
Boligkvarterer er sommetider ødelagt på et 50 procents niveau,
sommetider på et svimlende 98% niveau, omkring halvdelen af husene
er jævnet med jorden, og den anden halvdel står stadig men er svært
beskadiget. Ud af 46 offentlige bygninger er 30 beskadiget, men kan
stadig genopbygges, 16 er så ødelagte at de ikke kan genopbygges,
80 procent af de traktorer, der anvendes til landbrug, er ødelagt,
de fleste af de en million frugttræer er beskadiget, og alle 370.000
kyllinger er døde. Alle fire hospitaler er ubrugelige, i deres sted
er der én lille klinik, som næsten ikke har nogen materialer til at
hjælpe patienterne.
Ikke
særligt ansvarligt.
Gadebillede
fra Kobane. Billede: Fréderike
Geerdink.
Man
kan sige, at det ikke er særligt ansvarligt af borgerne at vende
tilbage til Kobane, mens byen stadig er i denne alvorlige situation,
men det ville ikke gøre megen nytte. Faktum er, at borgerne vender
tilbage. Tyrkiet tillader Kobanes borgere at passere igennem
Mürsitpinar, samme tilladelse får folk med visse professioner (som
læger, for et maksimum på tre dage) eller fra foreninger (som
arkitekterne fra TMMOB, og advokater fra Sammenslutningen af
Advokater), og politikere – men det er det hele. Journalister har i
øvrigt ikke lov til at komme ind, så medmindre jeg kryder grænsen
illegalt (hvilket jeg ikke vil), så er der ingen måde, hvorpå jeg
selv kan tjekke situationen.
Men
ting, som Tyrkiet ikke tillader at komme ind, for at nævne nogle få,
er: byggematerialer, hospitalsbehov, landmine-detektions og
ødelæggelsesteams (demining teams), landbrugsmaskiner - eller kort
sagt alt, som vil forbedre folks liv og gøre livet i Kobane sundere
eller direkte beskytte liv. Kan du se billedet for dig?
Enhver,
som ønsker at vende tilbage, har Tyrkiets tilladelse til at passere,
men derefter skal de sørge for sig selv, uden at nogen hjælp udefra
får lov at nå dem.
En
eneste mursten.
I
mellemtiden sprudlede konferencen med energi, med viljen til at
begynde genopbygningen af byen og de omkringliggende landsbyer ( som
ikke alle er blevet befriet endnu), og det myldrede med ideer om,
hvorledes byen kan gøres bæredygtig og økologisk, på linje med
Rojavas sociale kontrakt, som Kobane er en del af. Jeg spurgte Sinam
Mohamad, repræsentanten i Europa for alle de tre Rojava kantoner,
hvordan det føles at optegne planer for Kobanes fremtid i
bevidstheden om, at Tyrkiet ikke vil tillade en eneste mursten, et
eneste operationsbord, en eneste demineringsekspert, en eneste
traktor, at komme igennem. Hun sagde: ”Det er naturligvis
sørgeligt, men samtidig er det afgørende at lave solide planer for
Kobane, i særdeleshed nu hvor grænsen er lukket for alle, pånær
borgerne. Med disse planer, der udarbejdes af eksperter og som der er
truffet afgørelse om på demokratisk vis, kan vi forsøge at
overbevise det internationale samfund til at presse Tyrkiet til at
tillade materialer at komme ind, at åbne en toldport ved grænsen.”
Efter
at have besøgt Kobane i slutningen af januar, efter at have talt med
mange flygtninge, som ønsker at vende tilbage, efter at have besøgt
konferencen og hele tiden høre om grænseproblemet, spekulerer jeg:
hvad er det Tyrkiet prøver at gøre? Kvæle, ødelægge livet i
Kobane endnu engang?
Af
Fréderike Geerdink. Oversat af Heine Strømdahl
Breaking
news: Mayday Mayday Khabur region in Rojava:
Breaking : 23 dead in fire in Qamishlo in Rojava
23 dead in fire in one of hospitals in Qamishlo
Hjælp
Kobane og Rojava.
Forslag:
Skriv til eller en kontakt en politiker og spørg om han/hun vil
anmode Tyrkiet om at åbne en humanitær korridor ind til Kobane.
Eller giv her:
Fréderike Geerdink
To
artikler fra min (HS) hånd, om Rojava og dets krig mod ISIS kan
tilgås her:
Folk
i verden, kig på Rojava!
I
verdens folk, I folk i Amerika, i England, i Frankrig, i Italien! Se
på Rojava og erkend, at I ikke må lade dette folk stå alene i
deres kamp! Der findes kun en mulighed for os alle: fælles at stå
sammen så længe, indtil denne kamp er vundet, til denne kamp
endelig er beseglet ved sejren over fjenderne, ved sejren over
mørkets magt.
Folket
i Rojava har talt. Vi har gjort vor pligt, vi har drevet ISIS ud af
Kobane og vi står i dag nu kun cirka 60 kilometeri
fra slangens hoved – Raqqa - og vi vil fortsætte med at gøre vor
pligt. Folk i verden! Gør også jeres pligt og hjælp os i den tid,
der står foran os, ikke kun med drønet fra jeres flyvemaskiner,
ikke kun med de modige frivillige mænd og kvinder, som rejser fra
jeres lande og hertil for at kæmpe på vores side, men med den
standhaftige og evigt eksisterende indeståen for de fælles idealer,
som alene kan sikre vor fremtid og som også alene kan sikre jeres
fremtid. Folk i verden, kig på Rojava! Og folk i Rojava, vær sikre
på, denne kamp vil vi, denne kamp vil vi vinde!
Kommateret den 5/6-2015.
Tak
til Christian T Engelstoft for hjælp med kommatering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar