Præsident
Barack Obamas tale ved modtagelsen af Nobels fredspris.
Oslo, den
10. december 2009
Deres majestæter, deres Kongelige Højheder, ærede medlemmer
af den norske Nobelkomite, borgere i Amerika og borgere i verden:
Jeg modtager denne ære med dyb taknemmelighed og stor
ydmyghed. Det er en pris som taler til
vores højeste bestræbelser - - selvom der er så megen grusomhed og så mange
trængsler i vores verden, så er vi ikke
blot fanger af skæbnen. Vores handlinger betyder noget og kan bøje historien i
retning mod retfærdighed.
Men jeg ville være forsømmelig, hvis jeg ikke anerkendte den
betragtelige kontrovers, som jeres generøse beslutning har udløst.
(Latter) Det er til dels, fordi jeg er
ved begyndelsen og ikke afslutningen af
min gerning på verdensscenen. I sammenligning med nogle af de historiske
giganter, der har modtaget denne pris – Schweitzer og King; Marshall og Mandela
– er mine bedrifter ganske små. Og så er der de mænd og kvinder rundt omkring i
verden, som er blevet fængslet og tævet i jagten på retfærdighed, de som slider
og knokler i humanitære organisationer for at afhjælpe lidelser; de upåagtede
millioner, hvis stilfærdige, modige og medfølende handlinger inspirerer selv de
mest forhærdede kynikere. Jeg kan ikke argumentere mod dem, som bedømmer disse
mænd og kvinder – nogle kendte, nogle ukendte for alle pånær dem, som de
hjælper -- til at være langt mere
værdige til denne ære end jeg.
Men måske er det mest dybdegående stridspunkt, som omgærder
min modtagelse af denne pris, det faktum, at jeg er den øverstbefalende (engelsk:
”Commander-in Chief”) for militæret for en nation, der befinder sig midt i to
krige. En af disse krige er under nedtrapning. Den anden er en konflikt, som Amerika ikke
søgte; en konflikt hvor vi har tilslutning fra 42 andre lande - - Norge inkluderet - - i en bestræbelse på at
beskytte os selv og vores nation fra yderligere angreb.
Men vi er stadigvæk i krig, og jeg er ansvarlig for
udstationeringen af tusindvis af unge amerikanere, der skal kæmpe i et
fjernliggende land. Nogle vil slå ihjel
og nogle vil blive dræbt. Så jeg kommer
her med en akut fornemmelse for prisen ved en væbnet konflikt - - fyldt med
vanskelige spørgsmål om forholdet mellem krig og fred og vores bestræbelser på at udskifte den ene med den anden.
Nu er det ikke nye spørgsmål. Krig, i den ene eller anden
form, dukkede op med det første menneske. Ved historiens morgengry stillede man
ikke spørgsmåltegn ved dens moralske aspekter, den var simpelthen et faktum
lige som tørke og sygdom – den måde hvormed stammer og civilisationer
efterstræbte magt og afgjorde deres uenigheder.
Efterhånden som lov-forskrifter med tiden søgte at kontrollere vold
indenfor grupper, så søgte filosoffer, præster og statsmænd ligeledes at regulere krigens destruktive
kraft. Begrebet ”en retfærdig krig”
dukkede op, det blev foreslået, at krig
kun er retfærdiggjort, når visse betingelser er opfyldt: Hvis den bliver ført
som den sidste udvej eller i selv-forsvar, hvis magtanvendelsen er
forholdsmæssig
[i] og hvis – når som helst det
er muligt - civile skånes fra volden.
Naturligvis er vi klar over, at igennem størstedelen af historien blev dette begreb om ”retfærdig
krig” sjældent fulgt. Menneskers evne til at udtænke nye måder at dræbe
hinanden på viste sig at være uudtømmelig, og det samme gjorde vores evne til
at unddrage dem fra barmhjertighed, som ser anerledes ud eller beder til en
anden Gud. Krige mellem hære blev afløst
af krige mellem nationer - - totale krige, hvor sondringen mellem kombattanter
og civile blev udvisket. Over en periode
på 30 år ville et sådant blodbad to gange indhylle dette kontinent. Og selvom
det er svært at forestille sig en sag mere retfærdig end at besejre Det Tredje
Rige og Aksemagterne, så var den anden verdenskrig en konflikt, hvor det totale
antal dræbte civile oversteg antallet af soldater, som omkom.
I kølvandet på en sådan ødelæggelse og med den nukleare
tidsalders komme blev det klart både for sejrherren og den besejrede, at verden
havde behov for institutioner til at forhindre endnu en verdenskrig. Og således skete det: et kvart århundrede
efter det amerikanske Senat forkastede ”The league of Nations”
[ii] -- en ide for hvilken Woodrow Wilson modtog
denne pris - - førte Amerika verden an i
[iii]
at opbygge en arkitektur til at bevare freden: en Marshall plan
[iv], De Forenede Nationer, mekanismer til at styre
krigsførsel og traktater til beskytte
menneskerettigheder, forhindre folkedrab og begrænse de farligste våben.
På mange måder lykkedes disse anstrengelser. Ja, forfærdelige krige er blevet udkæmpet og
grusomheder begået. Men der har ikke
været nogen tredje verdenskrig. Den kolde krig endte med jublende skarer, der
rev en mur ned. Samhandel har knyttet meget af verden sammen. Milliarder er
blevet løftet ud af fattigdom. Idealerne om personlig frihed og
selv-bestemmelse, lighed og lovens hersken (eller retsstatsprincippet
[v], engelsk : ”rule of law”) har med famlende
skridt vundet mere udbredelse. Vi er arvingerne til tidligere
generationers mod og beslutsomhed og
fremsynethed, og det er en arv, som mit eget land med rette er stolt over.
Men et årti inde i et nyt århundrede er denne gamle
arkitektur begyndt at give efter under vægten af nye trusler. Verden skælver måske ikke længere over
udsigten til en krig mellem to atombevæbnede supermagter, men spredningen af
atomvåben forøger risikoen for en katastrofe.
Terrorisme har været en taktik i lang tid, men moderne teknologi giver
nogle få forbitrede og hadefulde mænd mulighed for at myrde uskyldige i en
horribel størrelsesorden.
Ydermere er krige mellem nationer i stigende grad blevet
afløst af krige i nationer. Genopblussen
af etniske og sekteriske konflikter; væksten i løsrivelsesbevægelser, væbnede
oprørsbevægelser og ”fejlslagne stater” (Engelsk: failed states) – alle disse
ting har i stadigt større grad fanget civile i et endeløst kaos. I nutidens krige dræbes mange flere civile end
soldater; kimen lægges til fremtidige konflikter, økonomier ødelægges,
civiliserede samfund rives fra hinanden, flygtningestrømme samles og børn mærkes for livet.
uforholdsmæssig - adjektiv
som ikke står i et passende forhold
til noget andet; som overgår hvad man synes er rimeligt og acceptabelt
grammatik især brugt som adverbium
Eksempler uforholdsmæssig(t) stor