Tale af Ronald Reagan ved mindehøjtidelighed for 40-års jubilæet for invasionen i Normandiet --- D-dag.
6. juni 1984.
Oversættelse af Heine Strømdahl.
Vi er her for at markere den dag i historien, da de allierede hære forenede sig i kamp for at genvinde friheden for dette kontinent. I fire lange år havde meget af Europa ligget under en frygtelig skygge. Frie nationer var faldet, jøderne skreg i lejrene, millionvis af mennesker råbte efter befrielse. Europa var slavebundet. Og verden bad for dets befrielse. Her i Normandiet begyndte befrielsen. Her stod de allierede og kæmpede mod tyranniet i et gigantisk foretagende uden sidestykke i menneskets historie.
Vi står på et ensomt vindblæst punkt på Frankrigs nordlige kyst. Luften er let, men på dette tidspunkt for 40 år siden var luften tæt af røg og mænds råb, og luften var fyldt med riflernes smæld og kanonernes brøl. Ved daggry om morgenen den 6. juni 1944 sprang 225 Rangers ud fra det britiske landgangsfartøj og løb hen til foden af disse klinter. Deres mission var en af invasionens mest vanskelige og dristige: At klatre op af disse stejle og øde klinter og eliminere fjendens kanoner. De allierede var blevet fortalt, at nogle af de kraftigste af disse kanoner var her, og at de ville være rettet mod strandene for at stoppe de allieredes fremmarch.
Rangerne kiggede opad og så fjendens soldater ved klinternes kanter hvorfra de skyder ned mod dem med maskingeværer og kaster granater. Og de amerikanske Rangers begyndte at klatre. De skød rebstiger op over klinternes skråninger og begyndte at trække sig selv op. Når en Ranger faldt ville en anden tage hans plads. Når en rebstige blev skåret over, ville en Ranger gribe fat i en anden og begynde sin opstigning igen. De klatrede, skød tilbage og holdt deres fodfæste. Snart trak Rangerne sig op – en efter en – over toppen, og idet de erobrede det faste land på toppen af disse klinter, begyndte de at tilbageerobre det europæiske kontinent. To hundrede og femogtyve kom her. Efter to dages kamp kunne blot 90 stadig bære våben.
Bag mig er et mindesmærke, som symboliserer de Ranger daggerter, som blev stødt ned i jorden på toppen af disse klinter. Og foran mig er de mænd, som satte dem der.
De her er drengene fra Pointe du Hoc. De her er de mænd, som indtog klinterne. De her er de sejrherrer, der hjalp med til at befri et kontinent. De her er de helte, der hjalp med til at afslutte en krig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar