Heine Strømdahl: Præsident Obamas tale- Nobels fredspris.

Præsident Barack Obamas tale ved modtagelsen af Nobels fredspris.

Oslo, den 10. december 2009

President Barack Obama delivers remarks during the Nobel Peace Prize ceremony in Raadhuset Main Hall at Oslo City Hall, Dec 10, 2009. (Official White House Photo by Pete Souza) http://www.whitehouse.gov/photos-and-video/photogallery/president-accepts-nobel-peace-prize

Deres majestæter, deres Kongelige Højheder, ærede medlemmer af den norske Nobelkomite, borgere i Amerika og borgere i verden:

Jeg modtager denne ære med dyb taknemmelighed og stor ydmyghed. Det er en pris som taler til vores højeste bestræbelser - - selvom der er så megen grusomhed og så mange trængsler i vores verden, så er vi ikke blot fanger af skæbnen. Vores handlinger betyder noget og kan bøje historien i retning mod retfærdighed.

Men jeg ville være forsømmelig, hvis jeg ikke anerkendte den betragtelige kontrovers, som jeres generøse beslutning har udløst. (Latter) Det er til dels, fordi jeg er ved begyndelsen og ikke afslutningen af min gerning på verdensscenen. I sammenligning med nogle af de historiske giganter, der har modtaget denne pris – Schweitzer og King; Marshall og Mandela – er mine bedrifter ganske små. Og så er der de mænd og kvinder rundt omkring i verden, som er blevet fængslet og tævet i jagten på retfærdighed, de som slider og knokler i humanitære organisationer for at afhjælpe lidelser; de upåagtede millioner, hvis stilfærdige, modige og medfølende handlinger inspirerer selv de mest forhærdede kynikere. Jeg kan ikke argumentere mod dem, som bedømmer disse mænd og kvinder – nogle kendte, nogle ukendte for alle pånær dem, som de hjælper -- til at være langt mere værdige til denne ære end jeg.

Men måske er det mest dybdegående stridspunkt, som omgærder min modtagelse af denne pris, det faktum, at jeg er den øverstbefalende (engelsk: ”Commander-in Chief”) for militæret for en nation, der befinder sig midt i to krige. En af disse krige er under nedtrapning. Den anden er en konflikt, som Amerika ikke søgte; en konflikt hvor vi har tilslutning fra 42 andre lande - - Norge inkluderet - - i en bestræbelse på at beskytte os selv og vores nation fra yderligere angreb.

Men vi er stadigvæk i krig, og jeg er ansvarlig for udstationeringen af tusindvis af unge amerikanere, der skal kæmpe i et fjernliggende land. Nogle vil slå ihjel og nogle vil blive dræbt. Så jeg kommer her med en akut fornemmelse for prisen ved en væbnet konflikt - - fyldt med vanskelige spørgsmål om forholdet mellem krig og fred og vores bestræbelser på at udskifte den ene med den anden.

Nu er det ikke nye spørgsmål. Krig, i den ene eller anden form, dukkede op med det første menneske. Ved historiens morgengry stillede man ikke spørgsmåltegn ved dens moralske aspekter, den var simpelthen et faktum lige som tørke og sygdom – den måde hvormed stammer og civilisationer efterstræbte magt og afgjorde deres uenigheder. Efterhånden som lov-forskrifter med tiden søgte at kontrollere vold indenfor grupper, så søgte filosoffer, præster og statsmænd ligeledes at regulere krigens destruktive kraft. Begrebet ”en retfærdig krig” dukkede op, det blev foreslået, at krig kun er retfærdiggjort, når visse betingelser er opfyldt: Hvis den bliver ført som den sidste udvej eller i selv-forsvar, hvis magtanvendelsen er forholdsmæssig[i] og hvis – når som helst det er muligt - civile skånes fra volden.

Naturligvis er vi klar over, at igennem størstedelen af historien blev dette begreb om ”retfærdig krig” sjældent fulgt. Menneskers evne til at udtænke nye måder at dræbe hinanden på viste sig at være uudtømmelig, og det samme gjorde vores evne til at unddrage dem fra barmhjertighed, som ser anerledes ud eller beder til en anden Gud. Krige mellem hære blev afløst af krige mellem nationer - - totale krige, hvor sondringen mellem kombattanter og civile blev udvisket. Over en periode på 30 år ville et sådant blodbad to gange indhylle dette kontinent. Og selvom det er svært at forestille sig en sag mere retfærdig end at besejre Det Tredje Rige og Aksemagterne, så var den anden verdenskrig en konflikt, hvor det totale antal dræbte civile oversteg antallet af soldater, som omkom.

I kølvandet på en sådan ødelæggelse og med den nukleare tidsalders komme blev det klart både for sejrherren og den besejrede, at verden havde behov for institutioner til at forhindre endnu en verdenskrig. Og således skete det: et kvart århundrede efter det amerikanske Senat forkastede ”The league of Nations”[ii] -- en ide for hvilken Woodrow Wilson modtog denne pris - - førte Amerika verden an i[iii] at opbygge en arkitektur til at bevare freden: en Marshall plan[iv], De Forenede Nationer, mekanismer til at styre krigsførsel og traktater til beskytte menneskerettigheder, forhindre folkedrab og begrænse de farligste våben.

På mange måder lykkedes disse anstrengelser. Ja, forfærdelige krige er blevet udkæmpet og grusomheder begået. Men der har ikke været nogen tredje verdenskrig. Den kolde krig endte med jublende skarer, der rev en mur ned. Samhandel har knyttet meget af verden sammen. Milliarder er blevet løftet ud af fattigdom. Idealerne om personlig frihed og selv-bestemmelse, lighed og lovens hersken (eller retsstatsprincippet[v], engelsk : ”rule of law”) har med famlende skridt vundet mere udbredelse. Vi er arvingerne til tidligere generationers mod og beslutsomhed og fremsynethed, og det er en arv, som mit eget land med rette er stolt over.

Men et årti inde i et nyt århundrede er denne gamle arkitektur begyndt at give efter under vægten af nye trusler. Verden skælver måske ikke længere over udsigten til en krig mellem to atombevæbnede supermagter, men spredningen af atomvåben forøger risikoen for en katastrofe. Terrorisme har været en taktik i lang tid, men moderne teknologi giver nogle få forbitrede og hadefulde mænd mulighed for at myrde uskyldige i en horribel størrelsesorden.

Ydermere er krige mellem nationer i stigende grad blevet afløst af krige i nationer. Genopblussen af etniske og sekteriske konflikter; væksten i løsrivelsesbevægelser, væbnede oprørsbevægelser og ”fejlslagne stater” (Engelsk: failed states) – alle disse ting har i stadigt større grad fanget civile i et endeløst kaos. I nutidens krige dræbes mange flere civile end soldater; kimen lægges til fremtidige konflikter, økonomier ødelægges, civiliserede samfund rives fra hinanden, flygtningestrømme samles og børn mærkes for livet.

Læs mere på http://www.emu.dk/gym/fag/hi/inspiration/obamanobel.pdf

Kan også findes på https://docs.google.com/file/d/0B4hjJTbOj_agLUZ1ekJUNlhoWGM/edit